Stadsarkitekt og arkitekturredaktør i debat

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse havde inviteret Københavns stadsarkitekt Tina Saabye og Arkitekturredaktør fra Politiken, Karsten Ifversen, til debat i foreningens nye lokaler i Bygningskulturens Hus. Et spørgelystent publikum sørgede bl.a. for, at der blev trådt lidt på nogle af Københavns ømme tæer – Ørestaden og Kalvebod Brygge.

Tina Saabye har siden september 2010 været stadsarkitekt i København og søgte oprindelig jobbet under overskriften “Meget mere København”. Den overskrift dækker blandt andet over et ønske om, at respektere de københavnske kvarterers egenart og særlige charme. Karsten Ifversen, der løbende kom med kommentarer og spørgsmål til Tina Saabye, påpegede faren i denne lidt konservative holdning, der kunne stå i vejen for forandring og udvikling af de forskellige kvarterer i København.

Men Saabye pointerede også vigtigheden af at skabe plads til eksperimentet, midlertidigheden og det uplanlagte i byen. Bl.a. blev der vist billeder fra Ørestaden, hvor mobile træer i store plastiksække kan hjælpe med at skabe en mindre og mere menneskelig skala og et mere åbent og indbydende byrum. Men også andre mere beboerskabte og uforudsigelige byrum burde der være plads til i en by som København. “Christiania II” var et begreb der blev nævnt.

Ørestaden og Kalvebod Brygge blev også nævnt og debatteret flere gange i løbet af aftenen. Begge steder mangler liv i stueetagerne og bydelene lukker sig så meget om sig selv, at de ikke indbyder til fodgængertrafik. Ifølge Tina Saabye var en af løsningerne på det problem, at der fremadrettet stilles krav om åbne og transparente stueetager, hvor firmaers kantiner bl.a. placeres i bunden af bygningen, i stedet for i toppen. Samtidig ville det hjælpe at skabe flere bygninger med både bolig og erhverv, noget der dog er svært at få bygherrerne med på.

Også broerne, både i inderhavnen og over selve havnen, blev diskuteret og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelses formand, Henrik Terkelsen, sluttede af med at foreslå et mere “venetiansk” havneløb, med mange mindre både der kunne transportere folk over kanalerne ofte, i stedet for at lukke havnen alle vegne med flere broer.